Blog Image

Limaweb blog

Velkommen 2011

Pias indlæg Posted on 2011-01-04 21:16

Så har vi taget hul på et nyt år. Vi hoppede ind i 2011 sammen med Bitten, Kim, Philip og Tobias, som vi havde en hyggelig nytårsaften sammen med. Jan tog allerede d. 1. januar fat på et nyt projekt; tømte Maries værelse for møbler, ting og sager – og vores stue er endnu engang fyldt med …. møbler, ting og sager… Åbningen mellem Maries og Jans og mit soveværelse er lukket. Der skal spartles, tapetseres og males i begge rum – og indrettes, naturligvis. Marie hjalp i aftes med at flå tapet af væggen, hvilket hun syntes var meget spændende. Jan forlod projektet en kort stund, men Marie arbejdede videre og kom så ud i køkkenet til mig og sagde: ”Far bliver vildt stolt af mig”. Og så måtte vi jo lige med ind og se, hvor langt hun var nået smiley Marie (og Line!) har store planer for pigeværelset; noget med lyserød og Klokkeblomst. Vi får se, hvad det ender med.

Sidste nyt om min svigermor er, at hun på lørdag skal flytte på et plejehjem i Spjald. Hun ønsker at komme til Herning, men det er ikke til at vide, hvornår det sker. Jan fik i dag opsnust, at visitatoren i Ringkøbing-Skjern Kommune ”ved en fejl” (og som lovet!) ikke har fået sendt ønsket om en plejehjemsplads i Herning videre til Herning Kommune. Sjusk? Eller penge-spekulation for Ringkøbing-Skjern Kommune? Er det billigere for Ringkøbing-Skjern Kommune at sende hende til Spjald end at sende hende til Herning? Er hun blevet en brik i et spil om at vise, at kommunen godt kan finde beboere til et plejehjem i udkanten af kommunen? Uanset hvad, så føler Jan i hvert fald, at rådgivningen har været for dårlig, og han har ikke den store tiltro til systemet. Nå, men Jan og René flytter hende på lørdag, og mon ikke hun bliver glad for at få sine egne ting omkring sig – og mere plads!? For det er sgu’ et trist og sølle hummer, hun har boet i den sidste halvanden månedstid!

Der er opstået et nyt begreb i vores familie; en lykkedyne. En dyne varmes ved brændeovnen, og søde børn puttes med den. Det gør LYKKE – og netop på den måde er vores søde børn blevet puttet i aften – glade og trætte efter en hyggelig eftermiddag/aften hos Marlene og Morten, som i dag kunne fejre kobberbryllup. Endnu engang TILLYKKE til jer!

Mens jeg har siddet og skrevet dette lille indslag, har Jan talt med Kim i Malmö og smurt madpakker smiley Om lidt vil vi kaste og ind i sofaen med hver vores Jussi Adler-Olsen-bog; jeg læser ”Journal nr. 64”, Jan ”Flaskepost fra P”.

I øvrigt vil jeg lige gengive en sød samtale, jeg havde med pigerne i går: 1. arbejds- og skoledag efter juleferien er overstået, og vi spørger hinanden, om det var dejligt at se kammeraterne igen osv. Marie spørger mig så, om jeg godt kan lide at ”spille computer hele dagen?” …

Godt Nytår!



Julehilsen 2010

Pias indlæg Posted on 2010-12-22 16:44

Nu er vi der snart; juleaften nærmer sig, det nye år ligeså, og afslutningen på Projekt 3B nærmer sig også. Der er godt nok sket meget i år… Marie mistede sin første tand og startede i skole. Line er i den grad blevet selvhjulpen. Hun kan så mange ting selv; f.eks. styre en hest – og tænde op i brændeovnen, hvilket vi voksne synes er rigtig dejligt. Jan nåede i 2010 at runde de 40 år, blive fyret, gå arbejdsløs i 3 måneder og at komme i arbejde igen. Samtidig har han haft projekt 3B kørende. Og huset har fået nyt tag. Jan har virkelig haft sit at se til! Og Pia har bagt og kokkereret til Jan og hans hjælpere, som har knoklet med vores hus. På jobbet har Pia klaret sig igennem to fyringsrunder i 2010.

Haven har vi overhovedet ikke nået at gøre noget ved – ud over at lægge skumle planer om at nedlægge staudebedet og etablere en såkaldt ”doven have”, gerne med bålplads.

Fritid, ferie og hygge med gode venner og familie er det også blevet til, men vi satser på at få tid til meget mere af den slags i det nye år.

Vi vil sige tak for alt i 2010 og ønske familie og venner et godt og spændende år 2011!

Der skal lyde en særlig tak til de af jer, som har hjulpet med huset i løbet af året; om det har været på idéplan, med børnepasning eller hårdt, fysisk arbejde. I ved selv, hvem I er 🙂

De varmeste hilsner,

Marie, Line, Jan & Pia

Klik HER og se billedet i en bedre kvalitet smiley



En julehistorie

Pias indlæg Posted on 2010-12-11 18:22

Så er pebernødderne bagt, og i år har jeg også bagt en portion småkager med ingefær og treacle. Vi har ikke smagt på dem endnu, men de dufter dejligt. Der skal også bages vanillekranse.

Og nu; en julehistorie:

Løget og juletræet:

En familie sidder ved aftenbordet, og sønnen spørger sin far: “Far, hvor mange slags bryster er der?”

Faderen svarer lidt forskrækket: “Nu skal du høre min søn. Der er tre slags bryster: I 20’erne er de som meloner, faste og runde. I 30’erne og 40’erne er de som pærer, stadig gode, men hænger lidt, men efter 50 er de som løg!”

“Løg??”, spørger sønnen…

Faderen forklarer roligt: “Ja, når du ser dem, begynder du at græde…”

Så blev hans kone og datter godt sure i skralden, og datteren spørger højlydt sin mor: “Hvor mange slags tissemænd findes der?”

Moderens smiler og svarer: “Nu skal høre min datter; der er tre slags: I 20’erne er den som et egetræ, mægtig og hård, i 30’erne og 40’erne er den som et lille birketræ, fleksibel, men pålidelig, men efter 50 er den som et juletræ!”

“Et juletræ???”, spørger datteren forundret.

“Ja, død fra roden og op, mens kuglerne kun er til pynt!!!”

Så er julestemningen skudt i gang
– glædelig jul!



Svigermor på plejehjem

Pias indlæg Posted on 2010-12-05 18:47

Vi har besøgt pigernes farmor i dag. Hun er kommet på en akutplads på et plejehjem, da hjemmeplejen ikke længere kunne/ville stå med ansvaret for hende. Hun er simpelthen blevet for dårlig – og det er gået hurtigt – og torsdag d. 25. november blev hun sendt på en akutplads på plejehjemmet i Hvide Sande.

Det er chokerende så hurtigt sygdommen (Parkinson Plus eller PSP) skrider frem. Hendes venstre arm er helt forkrampet, og hun kan f.eks. ikke selv knappe sine bukser. Man kan tydeligt høre, at hun har svært ved at tale. Sygdommen har medført, at hun ikke blinker, så hendes øjne er helt røde, og synet har hun delvist mistet. Det er sgu’ sørgeligt! For bare få år siden kørte hun rundt i egen bil, havde campingvogn og nød at have børnebørnene på weekend og ferie. Men det er et overstået kapitel. Nu går hun med rollator, men længere gåture magter hun ikke. I dag havde vi hende med til købmand – dog måtte hun transporteres i en kørestol… Det er helt tydeligt, at hun har konstante smerter (eller ubehag), og det er næsten ikke til at bære. Hun er jo kun 63 år!

Men det var godt, at vi besøgte hende! Hun var rigtig glad for at se os, især nød hun samværet med Line og Marie, som altid er glade for at se deres farmor.

Pigerne havde i dag deres første møde med en dement dame. Da vi sad i dagligstuen og snakkede, kom damen ind og hilste på, og hun var sød og rar. Lidt senere vendte hun tilbage og var ikke længere sød og rar; hun skældte ud og sagde, at vi ikke havde noget at gøre der, faktisk skulle vi “se at skrubbe hjem”! Der kom heldigvis hurtigt en plejer og førte hende væk fra os. Jeg kunne se, at Line og Marie blev lidt forskrækkede over det og måtte så forklare lidt om, hvad demens er for noget.

Så gik den weekend – og især den søndag. Jeg havde egentlig planlagt at bage pebernødder i dag, men turen til Hvide Sande og hjem igen (4½ time i bil pga. dårligt føre (sne)) fik ligesom spoleret den plan. Godt der stadig er et par uger til jul!

Og jeg er glad for at kunne sige, at jeg stadig har mit arbejde smiley og at jeg glæder mig til at komme afsted i morgen.



Fyringer og journalbøffer

Pias indlæg Posted on 2010-11-23 18:55

Jeg forbereder mig til endnu en fyringsrunde på jobbet. Der skal spares på Kir. Afd., igen… De tiltag (og fyringer), som gennemførtes i foråret 2010, har vist sig ikke at være nok, så der skal spares mere og siges farvel til flere, desværre. Jeg var med på ekstraordinært LMU i dag, og afd.ledelsen fortalte, hvor mange senge, der skal reduceres med, og vores ledende lægesekretær har fået at vide, hvor meget der skal spares i sekretærgruppen. Og vi kommer i hvert fald til at sige farvel til to kolleger. ØV, hvor er det bare træls! I næste uge får vi at vide, hvem der skal afskediges, og desværre føler jeg mig efter dagens møde slet ikke sikker på at være fredet. ALLE er i spil – også sygemeldte og kolleger på barsel.

Men jeg gider ikke gruble for meget over det (forsøger at lade være). Jeg kan jo hverken gøre fra eller til – bare håbe på at mine kompetencer rækker til det, som afd.ledelsen beslutter skal være afdelingens fremtid.

I stedet synes jeg, vi skal smile lidt af disse journalbøffer:

* Patienten har brystsmerter, hvis hun ligger på venstre side i mere end et år

* Patienten siger, at der er en brændende smerte i penis, der går helt ned til fødderne

* Hun har ikke haft kramper, men hendes mand siger, at hun var meget varm i sengen i nat

* Patienten har ingen fortilfælde af selvmord

* Patientens tilstand har været bemærkelsesværdig stabil, og hun har kun taget 20 kg på i løbet af de sidste 3 dage

* I det område, hvor patienten bor, er der ingen jævnaldrende legekammerater (præsten er flyttet)

* Patienten er psykisk meget dårlig pga. forhudsamputation (forFODsamputation)

* Kan ikke sove på venstre side, men er ikke generet af dette på sit arbejde

* Smerten i ryggen kommer, når patienten ligger udstrakt med begge ben på ryggen

* Patienten har konstateret en betydelig bedring, hvis han ligger direkte oven på maden

* Patienten bevidstløs ved undersøgelsen, men han siger, han har det godt.



Elektrisk lys og varme

Pias indlæg Posted on 2010-11-22 18:09

Så fik vi fixet elektriciteten i de nyrenoverede lokaler. Det betyder, at vi nu også kan bruge badeværelset, når det er mørkt udenfor. HERLIGT!!! Der er også kommet en lampe op over vaskearrangementet, så der er et godt lys at lægge vasketøj sammen ved. Uuuh, hvor er det godt!!

Det første brusebad har vi også fået overstået her i weekenden. Jan TVANG MIG til at være den første (det havde jeg jo ellers sagt, at han skulle have lov til), men han må jo have ment, at jeg trængte mere… Og det fungerer jo, som det skal. Og nu, da lyset også kan tændes og føntørreren sluttes til, kan vi rigtig “flytte ind” dernede – og forgangen kan ophøre med at fungere som opbevaring for ting og sager, som bør være på et badeværelse (og ikke i en entré). Jeg har faktisk slet ikke tid til at sidde her og skrive – må i gang med at få flyttet tingene ned på det nye, dejlige badeværelse!!

Kom i mine arme, her er elektrisk lys og varme smiley



Weber-kylling

Pias indlæg Posted on 2010-11-18 18:53

Jan har (endelig) lavet noget aftensmad, som børnene kan lide; en hel kylling tilberedt i weber-grillen. Dertil ris og tomatsovs. Line sagde, at det var “verdensklasse” og gav ham “thumbs up”. Bedre anbefaling fås ikke smiley

Vi forsøgte os også med bagt grønkål, men det blev til “kikset kål” (læs; mislykket), da de havde fået lidt for længe i ovnen. De bagte kålblade blev ellers “solgt” til pigerne som grøntsags-chips, og interessen var stor – men de smagte helt ærligt ikke godt. Dog tror jeg, vi prøver igen, når nu børnene faktisk gerne ville smage. Knap så lang tid i ovnen næste gang.

Dagens vin: Flor del Montgó 2006. Old Vines Monastrell (JOW, det må man godt på en hverdag, når man har en fridag i morgen!!!).

Dagens citat: Jan sagde: “Den kylling var nu god til den her vin” smiley



Gulvvarme

Pias indlæg Posted on 2010-11-17 19:06

Så er der tændt for gulvvarmen i de nyrenoverede lokaler. Jan har sluttet det til i dag, og vi kan allerede mærke varmen i gulvet. Det er “Vild Luksus”, siger Jan, og det er lige, hvad det er smiley

I går fik han fuget færdig, så lidt har han da foretaget sig under sin sygemelding (selvom det ikke var meningen – eller forventet – at han skulle det). Men dejligt er det!

Ellers ikke så meget nyt – bortset fra alle invitationerne, som vælter ind, og som der skal holdes styr på… Invitationer til julearrangementer på skolen, i SFO osv. Godt vi har en kalender at skrive det hele ind i, ellers… ja, for at sige det, som det er; ellers tror jeg, at jeg ville glemme halvdelen af vores aftaler. Meget af det, jeg skal huske, bliver jeg nødt til at få min mobilos til at minde mig om, ellers glemmer jeg det igen. Hvem sagde stress?

Det bliver godt med en fridag (Pia-tid!) på fredag!!!



« PreviousNext »