Blog Image

Limaweb blog

Sol + bær

Pias indlæg Posted on 2012-07-26 22:14

Pigerne og jeg har plukket halvdelen af solbærrene i haven i dag, og det var rigtig hyggeligt. Den anden halvdel bliver nok frosset ned, så Marie kan få “smoovies” igen, når det bliver vinter. Jeg gad nok vide, hvor mange steder bærhøsten foregår i Eva-kostume… smiley
Bærrene er blevet til den skønneste saftevand, som naturligvis er blevet prøvesmagt i aften. Bær-billederne kan ses i galleriet under Diverse.

I dag (og i går) har det været rigtig varmt, og Fixe har haft det bedst i skyggen. Jan har bagt kærnemælkshorn, og pigerne har pjasket med vand i haven smiley.



Anden uge med Fixe (bl.a.)

Pias indlæg Posted on 2012-07-22 16:11

Tirsdag havde vi besøg fra Timring til eftermiddagskaffe. De 4 kusiner syntes, at Fixe var meget kær (det gjorde Dorthe og René vist også…). Om aftenen kørte Jan til Hjarbæk for at hjælpe køberen af Lylle. Jan har fået en Limbo 14 i stedet, hvilket han er godt tilfreds med. Limbo’en er en slags fiskejolle med diverse udstyr, bl.a. påhængsmotor og trailer. Fedt med traileren for det betyder, at Jan nemt kan have jollen med på fisketure, og han tror, at han får mere ud af denne jolle end sjægten – og han kan jo altid komme ud at sejle i sjægt, når han har lyst, da de fleste sjægtsejlere mangler gaster til kapsejladserne om tirsdagen.

Onsdag kørte Marie, Line og jeg ind på mit arbejde for at vise Fixe frem. Senere blev Line inviteret ud til Mathilde at lege + sove. Derfor var Marie igen med på hvalpekursus, og Fixe havde denne gang mod nok til at bevæge sig ud på gulvet – dog kun i ca. 2 min., derefter tilbage i tryghed hos mig.

Torsdag var Line hos Mathilde det meste af dagen. Marie og jeg tog i svømmehal kl. 9.00. Det var rigtig dejligt. Marie fandt hurtigt en jævnaldrende pige at lege med. Vi sluttede vores hyggetur af med frokost på McDonalds. Marie var super glad og følte sig meget forkælet smiley. Om aftenen gik vi alle en tur i byens park.

Fredag dukkede der en sød sms op fra Bitten, som spurgte, om vi vill med på fisketur – og det ville vi da! Vi kørte til en fiskesø ved Skive og havde et par hyggelige timer i det fri. Dog fangede vi ingen fisk – eneste ”fangst” var de billeder, som jeg fik taget… Fredag aften er jo meget vigtig for Line og Marie; der skal hygges med tegnefilm, chips, popcorn, slik og sodavand. Fixe fik en plads i sofaen mellem pigerne, og han var godt nok meget interesseret i dét, de spiste, men han blev rost og fik godbidder for at forholde sig i ro, og til sidst faldt han i søvn. Rigtig hyggeligt!

Lørdag kørte vi til Hjerl Hede. Det var en rigtig god tur. Der var levendegørelse, og det var spændende for pigerne at se de flotte dragter, som de mange frivillige havde på + naturligvis at se de mange dyr; heste, okser og hestevogne og oksekærrer blandt meget andet. Fixe var med på udflugten og klarede alle 4 timer super flot. Når Jan og pigerne skulle se på noget, satte Fixe og jeg os et sted og hvilede benene. Vi sad helst i skyggen, da vejret for en gangs skyld viste sig fra sin bedste side smiley. Aftensmaden indtog vi hos mormor og morfar, og vi lod Fixe være alene hjemme, men kun mens vi spiste. Han var simpelthen så træt, men der må også have været mange spændende dufte og indtryk for ham ude på heden! Efter maden hentede jeg ham, og så havde vi endnu et par hyggelige timer hos morforældrene. Aftenturen blev derfor gået i deres nabolag = endnu flere nye dufte og indtryk – nu må vi håbe, at hans lille hoved ikke brænder sammen …. smiley.

I formiddag (søndag) har vi været et smut ude hos Marlene og Morten og vise Fixe frem, og deres tre børn syntes også, at han er noget så sød – især Cecilie, som udbrød: ”Sådan en hund vil jeg også have!” Men han er altså også bare så kær og gør et godt indtryk, når han møder nye mennesker; han gør ikke, men logrer helt vildt, vimser rundt og slikker hænder og ansigt (hvis han kan komme til det). Marie leger i skrivende stund ude hos Maja, Line spiller Sims (når hun ikke leger med Fixe). Senere får Line besøg af Mathilde, som bliver hos os til i morgen.

Min ferie slutter nu. Pigerne er så heldige at have en uge mere sammen med deres far (og Fixe), derefter skal de på camping (ikke i sommerhus alligevel) sammen med morforældrene. Jeg fortalte dem om de ændrede planer; om camping på en plads med swimmingpool, og Lines reaktion kom prompte: ”Det er lige noget for os!” smiley. Derefter er der yderligere en uge inden skolestart; Marie skal i SFO, Line skal hygge hjemme med Fixe – og far, når han står op (efter natarbejde).

Her kommer lige lidt billeder. Hvis du vil se billerne i en større udgave, må du ind i galleriet. Der er nye billeder under Line, Marie, Fixe og Natur.



Første uge med Fixe

Pias indlæg Posted on 2012-07-14 20:56

Vi har nu haft Fixe hos os i 1 uge, og vi har gjort, hvad vi kunne for bedst mulig socialisering (eller tilvænning), og Fixe har derfor hilst på mange forskellige mennesker, set cyklister, biler, scootere og lastbiler. Desværre har han også mødt et par voldsomt reagerende (højt gøende!) hunde, bl.a. en gravhund som pludselig kom farende, da vi var ude at gå tur. Den stak af fra sin ejer og løb gøende hen imod og rundt om os, og Fixe blev meget forskrækket. Rigtig ærgerligt!

Fixe elsker at grave i sand, skælde ud på kaninen og marsvinene, at spæne rundt i haven og naturligvis at lege og hygge med sine nye mennesker. Og det går bare så godt med at sove i transportkassen; han sover hele natten og vågner et sted mellem 6.00 og 6.30. Vi indfører allerede nu ”dagens rytme” (så meget af den vi nu kan, for pigerne sover jo lææææænge, ti hi). Morgen; ud at tisse, mig i bad, Fixe med på badeværelset, ligger i sin kurv (første morgen en del piberi, næste morgen ikke en lyd, lå og slappede af i kurven). Derefter morgenmad og så ind at sove igen sammen med Jan. Sådan bliver rytmen efter ferien, når Jan igen starter på nathold; sent i seng og tidligt op sammen med mig, i seng igen sammen med Jan, når han kommer hjem fra arbejde – og vi kan lige så godt lære ham rytmen nu. Så der er ikke noget med at sove længe her i sommerferien – for mig altså…

Der har selvfølgelig været et par både tisse- og pølleuheld i stuen (gulvtæppet er åbenbart det bedste sted at besørge!), torsdag var den første dag uden uheld indenfor. Men han bliver også mandsopdækket – vi håber, han ikke bliver paranoid smiley

Line har lært Fixe ”sit” og ”dæk”, og han er rigtig dygtig til at gå pænt (”dygtig gå”), når vi går tur smiley

Mandag
Marie havde besøg af Line (en klassekammerat), som også har fået hund (beagle) for nylig, så hun vidste godt, hvordan hun skulle opføre sig over for Fixe. Desuden første biltur (helt kort), Fixe opholdt sig i transportkassen i bagagerummet. Han peb de første 100 meter, men derefter var der ikke en lyd. Rigtig flot!

Tirsdag
Fixe fik besøg af pigernes mormor og morfar, og Line fik besøg af Mathilde. Ellers en stille hjemmedag.

Onsdag
Fixe fik besøg af Bitten og Kim. Sidst på eftermiddagen skulle Marie, Fixe og jeg til det første hvalpekursus (igen korte ture i bil uden en lyd fra bagagerummet). Der var en del hvalpe (store og små, men Fixe var den mindste og sidst ankomne) på kurset. Hvalpene skule lege frit – og frivilligt om de ville være med. Jeg blev instrueret i, hvordan jeg venligt skubbede de andre hvalpe væk, så Fixe kunne mærke, at han var ”i tryg havn” hos mig. Fixe var nysgerrig og kravlede på et tidspunkt lidt frem for at se på de andre hvalpe, men besluttede sig for at blive i sikkerhed hos mig. Veterinærsygeplejersken, som stod for kurset, sagde, at det er helt normalt, at hvalpene slet ikke har lyst til at komme ud på gulvet den første aften (eller endda de første par aftener). Kurset indeholdt også lidt teori for hundeejerne. Super godt! Spændende om Fixe er mere modig næste onsdag… Marie var stolt over at være med – og fik at vide, at det var godt, hun var der (det eneste barn), fordi hvalpene så kunne vænnes til børn.

Torsdag
Skovtur; vi mødes ”tilfældigt” med Simon, Stine + børn og deres hundehvalp, Anton, som er en hvid schæfer, en virkelig flot hund! Han er 3 uger yngre end Fixe, men vejer allerede 9 kg (Fixe 1,7) – men de to racer hverken kan eller skal sammenlignes … De to hvalpe fik set hinanden, gået tur sammen, men ikke mere end det. Hjemme i haven pustede Marie sæbebobler, som Fixe (da han endelig opdagede dem) syntes, det var sjovt at jage. Så blev det regnvejr og Fixe pladdervåd – så våd, at han rystede af kulde, men han blev varmet af Line, som vist nød det lige så meget som hunden smiley

Jeg fik lavet saltmandler, Jan fik bagt kage (bedstefars skæg), og da Marie blev træt og skulle puttes, kom Fixe med på værelset. Vi (Marie og jeg) plejer at lege en leg med et tøjdyr (panter), som snakker med Marie om dagens begivenheder – panteren er også temmelig fræk; kalder mig for ”hæslige Fru Fækel” og prutter mig i hovedet, til stor fornøjelse og morskab for Marie! Fixe syntes åbenbart også, at panter var fræk og gav ham en ”rusker” smiley


Fredag

Stille og rolig hjemmehyggedag, med besøg af pigernes bedstemor og bedstefar til frokost. Vi gik masser af gåture – og denne dag søgte Fixe for første gang ud mod døren, og tissede med det samme, da vi kom ud på græsset. SÅÅÅ DYGTIG!!

Marie fik besøg af Sofie, som bor her på vejen.


I dag (lørdag)

Igen hygge med sæbebobler sammen med Marie. Line har haft besøg af en klassekammerat, Amila. Senere kom unghunden Malou på besøg, et forsøg på en hyggelig legeaftale, men Fixe var ikke helt tryg ved Malou – desuden var det vådt udenfor, og varme kan vi ikke prale af at have, så Fixe blev hurtigt kold og rystende, så Line tog Fixe med ind for at give ham endnu en varmebehandling. Malou kommer måske på besøg igen en anden dag, men jeg tror, at Fixe lige skal have lidt mere hår på brystet først…. Den lille fyr trænger til et positivt møde med en meget venlig og rolig hund! Det må vi have arrangeret…

Nu er vejret endelig blevet ”godt” (det regner ikke), og vi vil køre en kort tur i bilen for at gå en tur i nærheden af nogle heste.



Første døgn med Fixe

Pias indlæg Posted on 2012-07-08 14:07

Det er bare gået så godt! Køreturen hjem fra kennelen i går gik, som man kan forvente; han kastede op undervejs. Vi havde taget et håndklæde med, så han kunne ligge på en rent klæde resten af turen. Men ellers hvilede han hele vejen. Og det var en varm køretur, så vi måtte have vinduerne lidt op, men sørgede for, at Fixe ikke fik træk.

Da vi kom hjem på matriklen, gik vi om i baghaven med ham – og så træder den lille stakkel på en humlebi med venstre forpote; PIV PIV. Ikke den bedste start i haven! Han slikkede stikstedet et par gange i løbet af dagen, men her til morgen har der ikke været noget med poten. Resten af lørdag gik fint. Der blev snuset i hele huset, begge hundekurve blev indviet, men favorithvilestedet er altså transportkassen, som har stået i kennelen, og som derfor dufter af hundemor, -bror og de andre hundevenner, som han har puttet i kassen sammen med. Vi gik i seng omkring kl. 23.30 i aftes, Fixe kom i kassen, som blev lukket og stillet ved siden af vores seng. Han har ikke sagt en lyd hele natten. Kl. 6.00 vågnede jeg, kiggede ned til ham, og så var han vågen – og helt vildt glad for at se mig. Jeg fik så mange kys (slik i hele hovedet, håret og halsen), og han logrede med hele sin lille krop :-). Halsbånd og hundesnor på og så ud i haven og tisse. Så tørres (glæsplænen var VÅD!), tilbydes lidt mad (han har ikke den store appetit endnu) og vand, hygge/lege lidt, og så havde han behov for at komme ud igen, kunne jeg se. Han var ikke helt tilfreds med at skulle ud i det våde græs igen, men det lykkedes Fixe (efter jeg havde fået skæld ud og en del misbilligende blikke) også at få tømt tarmen. SÅÅÅÅÅ DYGTIG!!! Jan overtog hvalpetjansen omkring kl. 7.30, og så sov jeg lige en time mere. Dejligt. Jeg er bare SÅ TRÆT, men det har også været et par hårde uger på jobbet, så det var dejligt at få lov til at hvile lidt ekstra.

Fixe sover meget, og Line og Marie synes vist, der sker for lidt. Men de accepterer, at han skal have fred, når han lægger sig. Når han bliver ældre, skal vi nok få vores sag for, for han er en bestemt lille herre. Han kan udtrykke rigtig meget med både stemme og blik – og man er ikke i tvivl, hvis han ikke er tilfreds :-). Og så er han fræk! Han har opdaget vores jordbær, og når han har tisset (med hundesnoren på), bliver han sluppet løs i haven, og så suser han direkte hen til de lækre jordbær. Vi gør en indsats for at få ham til at forstå, at det ikke er accepteret adfærd, og vi giver ham i stedet lov til at grave i en lille sandbunke, som ligger på terrassen. Den er han blevet ret så glad for at grave i, og det ser så sjovt ud; han graver et hul med forbenene, stikker så hovedet ned i hullet, skubber med bagbenene og får på den måde sand i hele hovedet :-). Han får da godt nok brugt noget energi ved den aktivitet. Pigerne leger også med ham; de brækker grene af pilehytten, fjerner bladene – bortset fra dem på spidsen – og så bliver det til en sjov dusk, som Fixe kan jage. Vi lader dem dog ikke gøre det ret længe, da han ikke skal blive for vild.

Lige nu, mens jeg sidder og skriver dette, ligger Fixe og hviler i en kurv lige ved siden af mit skrivebord. Pigerne slapper af i sofaen, og Jan klipper hæk – han kom bandende ind lige før, da han var blevet stukket af hvepse. Der var åbenbart et hvepsebo i hækken!

Om jeg er glad for at have fået hund? Jo altså – vi var knap kørt fra kennelen, før jeg sad og tudede på bagsædet – af ren og skær glæde over at skulle have den søde, lille hvalp med hjem (i skrivende stund bliver jeg såmænd igen en smule rørt…). Line sad sammen med mig på bagsædet (Marie fik pladsen halvvejs hjemme) og sagde: ”Altså mor, helt ærligt!” Og så grinede hun af mig… Men det er i orden – det samme sker, når vi ser en Disney-film, eller når vi læser Brødrene Løvehjerte. Pigerne er efterhånden vant til deres hyler-mor…

Historien melder intet om, om også Jan fik våde øjne, fordi jeg sad og tudede…


Der er flere billeder i Fixes galleri.



Hvalpebesøg 3 (bl.a.)

Pias indlæg Posted on 2012-07-03 23:03

Fredag d. 29. juni besøgte vi igen vores lille Fixe-mand – og hold da op, hvor var der sket meget, siden sidst vi var der. Der var ikke længere noget med at være usikker på benene, tværtimod; Fixe og lillebror, Russi, piskede simpelthen rundt i både stue og have. Og det var faktisk slet ikke spor let at tage billeder af de aktive hvalpe, for de stod ikke stille ret længe af gangen. Men de blev da trætte indimellem og havde brug for hvile. Vi blev et par timer og fik alle nusset lidt med Fixe – og da vi skulle afsted, havde vi helt vildt meget lyst til at tage ham med, men der var jo lige endnu en uge til Jans og min ferie. I dag er det tirsdag – og der er nu kun 4 dage, til vi henter ham, og VI GLÆDER OS!!!!

I dag har vi haft besøg af Kim og fætter Anton, som er på ferie i Jylland. Det var rigtig hyggeligt; vi grillede kød og pølser, serverede kartoffel- og pastasalat og ærter (friske, i bælg. Børnene elsker at ”ordne” dem ved bordet). Til dessert en frugtsalat af jordbær, blommer og kirsebær, is og Oreo(agtige) kiks dertil. Stor succes smiley. I fredags, da vi kørte fra kennelen, lavede vi pit stop hos Farfar og Margrethe, hvor vi spiste vores aftensmad. Susanne, Kim og Anton var der også, så ungerne har fået set hinanden et par gange inden for kort tid. Skønt smiley. Susanne måtte dog hjem til Malmø i søndags, da hun skulle arbejde.

Sct. Hans (vores 11-års bryllupsdag, lørdag d. 23. juni) holdt vi, som sidste år, på rideskolen. Line deltog også i år i ringridningskonkurrencen. Hun red på Tulle, og det gik rigtig godt; hun tog 4 af 6 ringe og førte faktisk gennem hele konkurrencen, men blev overhalet i finalen – ÆV! Men vi er meget stolte af hende – hun klarede det SÅ FLOT! Simon, Stine, Laura, Casper og Nina var der også. Og Maries klassekammerat, Marthine, med familie. Efter ringridning blev der grillet, derefter bål – og det var faktisk tørvejr indtil kl. ca. 21.45, hvor vi alligevel var på vej hjem. Rigtig hyggelig aften!

Line har sidst i juni været til prøvetime i ridebanespringning, og det var hun vildt med (big surprice…), så efter sommerferien skifter hun dressuren ud med spring og skal så gå om torsdagen (og ikke tirsdag som tidligere). Det betyder også, at vi ikke længere kan hjælpe Camilla med at komme til ridning, men Camilla og hendes forældre er glade for den tid, hvor vi har kunnet hjælpes ad. Vi vidste godt, at det var på lånt tid, at pigernes interesser ville ændre sig – og den tid er så kommet nu. Line har sagt farvel til kammeraterne på tirsdagsholdet – også Mathilde, men hende leger Line rigtig tit med i weekenden, så det er jo ikke farvel ”for evigt”.

Marie rykker efter sommerferien også på et andet spejderhold; fra mikro til mini – og de skal også mødes om torsdagen… Vi skal lige have fundet ud af, hvordan vi løser dén logistiske udfordring! Marie er rigtig glad for at gå til spejder og skal med på oprykkerturen i august (1 overnatning).

I lørdags var Jan og jeg (og Marlene, Morten og en hel masse andre) til fødselsdagsfest hos Annemette og André, som begge fylder 40 i år. Det var en rigtig god fest – og de var bare snyde-heldige med vejret! Det var en fantastisk mild aften (da vinden lagde sig), og det var bare perfekt til teltfest, grill og bål i haven. TAK for en sjov aften smiley.

Simon og Stine hentede i mandags deres hundehvalp; en dejlig, hvid schæfer, som hedder Ganton, og vi glæder os til at hilse på ham! Det bliver sjovt at se vores to hvalpebasser lege sammen.

Line og Marie har fået skoleferie nu; Line har hygget hjemme de sidste to dage, Marie har været i SFO, men i morgen kører de i sommerhus med deres søde morforældre. De kommer hjem senest på fredag – for lørdag morgen kører vi afsted til kennelen for at hente vores kære hvalpevaps smiley. Der er 4 DAGE TIL – men … hvem tæller? smiley



Hvalpebesøg 2

Pias indlæg Posted on 2012-06-07 17:09

I lørdags (2. juni) besøgte vi igen Kennel Yorkieland’s. Det var sjovt og skønt at se de tre små hvalpe igen, og Line og Marie (og også Jan og jeg) fik nusset lidt med både hvalpe og voksne hunde smiley

Lene havde fået styr på, hvilken hvalp, der skal være vores – og han var sjov! En rigtig lille vildbasse, der havde opdaget, at han kunne gø. For hvert bjæf blev han nærmest større og større og blev mere og mere modig. Det så faktisk ud, som om han tænkte “jeg er en farlig, FARLIG LØVE!”. Men efter lidt leg, blev hvalpene trætte og skulle sove lidt. Det passede meget godt med, at vi (mennesker) så kunne spise mine medbragte boller (den dovne bagers boller, denne gang tilsat både hør- og sesamfrø). De hvalpene vågnede igen, fik de lidt mælk ved hundemor Cindy – og så var der ellers gang i dem igen; de legede med bolde og hinanden. SÅ KÆRT!

I dag er det d. 7. juni, og vi skal hente vores Fixe d. 7. juli. Nedtællingen er i gang! smiley I går kørte Marie og jeg ud til dyrlægen; vi fik bestilt tid til mandag d. 9. juli, hvor Fixe skal have en vaccine (12 uger). Vi fik en tægetang med hjem (dem er der vist mange af i år – tæger, altså) og en brochure på klinikkens hvalpekursus, som vi allerede skal i gang med i sommerferien.

I dag har jeg købt bladet Vi med Hund, hvori kan læses om yorkshire terrieren. Vi har fået en manual med hjem fra kennelen, manualen skal læses inden vi henter Fixe smiley. Og jeg skal have købt en masse yorkie must-haves, inden vi henter ham hjem.

Næste besøg hos Fixe og co. er fredag d. 29. juni – og derfra er der kun 1 uge, til han skal bo hos os. UHA, HVOR VI GLÆDER OS!



Ferie i Kemer, maj 2012

Pias indlæg Posted on 2012-05-28 22:29

Det var sjovt nok ikke svært at vække børnene, da vi skulle op midt om natten den 20. maj – for vi skulle afsted på ferie i Kemer, Tyrkiet. Kl. 03.30 kørte vi hjemmefra, flyafgang fra Billund kl. 07.00. Flyveturen (4 timer) gik super fint, og busturen (1 time) ud til hotellet gik også godt; begge piger fik en lur i bussen. Ved middagstid ankom vi til et super lækkert hotel, Kemer Resort, som er et 5-stjernet hotel med flere præmieringer. Meget imponerende sted. Urene skulle stilles 1 time frem, og det betød, at vi pludselig ikke havde lang tid til at få frokost i. Vores første måltid på hotellet blev derfor lidt forhastet, men vi nåede da at få et indtryk af, at der var masser af lækker mad at vælge imellem! Derefter op på vores værelse på 4. etage. Mor og Svend Aage blev indkvarteret lige ved siden af os. Super hyggeligt for ungerne, som syntes, det var herligt lige at kunne stikke ind til mormor og morfar. Jeg burde nok skrive, at vi fik værelser (flertal); underetagen indeholdt et værelse med dobbeltseng, skabe og skrivebord samt badeværelse med badekar. Desuden balkon med et lille bord og to stole og mulighed for at tørre badetøj og håndklæder. Ovenpå var der et værelse med to enkeltsenge og badeværelse med bruseniche. Virkelig dejligt! Efter hurtig udpakning af kufferter gik vi en runde for at se på hotellets faciliteter; især (naturligvis) den lækre og store(!) pool, men også stranden, drinksbaren og den yderst vigtige is-bar smiley Vildt fedt med all inclusive! Stranden var ikke en sandstrand, men en rullestensstrand. Men med badesko på, at det faktisk ligemeget – og Marie elsker jo sten, så (en af dagene) brugte hun en del tid på at finde de allerflotteste. Poolen råbte og skreg på pigerne, som derfor – allerskyndsomst – blev nødt til at få badetøjet på og hoppe i det dejlige vand. Marie svømmede med badevinger de første par dage, men så fik hun mod på at prøve uden, og ved feriens afslutning kunne hun faktisk godt svømme 3 – 4 meter – helt selv smiley

Dag 2 i Kemer gik vi (alle 6) en tur, og vi ramte ret hurtigt turistfælde nr. 1; en kameldriver med to kameler og en bedårende kamelunge på 2 måneder. Vi begik så den fejl at stoppe op for at klappe ungen, og i løbet af 5 sekunder sad Line og Jan på ryggen af de to store kameler, og de blev trukket en tur op og ned af fortovet. Morfar gjorde ellers hvad han kunne for at fortælle os, at det helt sikkert ikke var gratis, men det gik simpelthen så hurtigt – og Line var nok ikke ligefrem ked af at få en tur på en kamel… Marie havde bestemt ikke lyst til en ridetur, men ungen skulle have mælk, så hun fik stukket verdens største sutteflaske i hånden og gav så ”den lille” noget at drikke. Ungen var simpelthen bare SÅ BLØD! Da Jan og Line vendte tilbage få minutter efter, ville kameldriveren ganske rigtig have en helt ublu pris for seancen, men den erfarne rejsende (morfar) fik forhandlet prisen godt ned. Jeg tror vi slap med kr. 130, hvor han ville have haft omkring kr. 170 (for ridetur + billeder). Pyha – godt vi havde morfar med, for han havde erfaring med den slags ”røvere”, og han havde penge på lommen, hvilket Jan og jeg ikke lige havde fået skaffet endnu… Vi mødte flere af den slags sælgere på vores tur, men vi (også Line og Marie) fik ret hurtigt lært at sige ”no thanks” og bare gå videre. Men souvenirs fik pigerne lov til at købe; Line har købt en ”guld”løve og -løvinde, Marie har købt et helt outfit i en flot blå farve. Det flotte sæt skal nok komme i brug, når hun får veninder på besøg, og der skal leges med klæd ud-tøj smiley

Ellers har den stået på Hamam for mor og mig. Hamam er tyrkisk bad; sauna, dampbad, jacuzzi, afskrubning af døde hudceller, ansigtsmaske og massage. Sjovt at have prøvet! Skulle jeg komme til tyrkiet igen, tror jeg, at jeg vil prøve en udvidet pakke med en mere dybdegående massage. Det blev vi selvfølgelig også tilbudt, men til merpris, naturligvis smiley Mens mor og jeg var afsted, spillede de andre tennis på hotellet. De spiste sikkert også en is (eller to…). Vi har været på bådtur (speedbåd). Vi sejlede ca. 1 time, så Kemer fra søsiden, så pirathuler og skildpadder, men desværre ingen delfiner. Det var en rigtig dejlig tur – og godt den ikke varede mere end den ene time, for på trods af faktor 30 blev jeg noget rød af solen… Vejret var i øvrigt perfekt hele ugen; ikke for varmt og indimellem kom der lidt skyer, som sørgede for dejlig skygge (ku’ jeg godt li’!). Jan og jeg tog alene på jeepsafari (alene = uden børn og forældre), og det var en rigtig fin tur. Jan og jeg har en fælles fascination for bjerge, og dem fik vi set en del af. Vildt imponerende med alle de massive stenkolosser, som bare bliver ved og ved… Vi fik frokost i en lille landsby, hvor vi også så en gammel ruin (fra før tyrkernes tid) og et ca. 2500 år(!) gammelt træ, som var kæmpestort. Vi kom også forbi et superhyggeligt sted, hvor man kunne fiske (grille og spise sin fangst) og bade. Vi gjorde ingen af delene, men nød blot den flotte natur – og fik hilst på en ferskvandskrabbe 🙂 Mens Jan og jeg var afsted, var Line og Marie med morforældrene på shopping og inde at se et delfinshow, hvilket også havde været alletiders. Behøver jeg fortælle, at der hver dag blevet badet en hel del?! smiley

Der var underholdning hver aften på hotellets scene (udendørs). Der skete i det hele taget noget på området næsten hele tiden. Det medførte også en del larm, som egentlig er det eneste negative, der er at sige om stedet. Men personalet gør virkelig noget for at få gæsterne (ung som gammel) til at deltage i de forskellige aktiviteter; f.eks. vandaerobics, dart, dans og mini-disco (for de yngste). De ansatte var søde og imødekommende – og især én tjener fik et godt øje til Line, som blev helt blussende, når han kom over til os i restauranten for at hilse på. Han hed Recep og er blevet foreviget sammen med både Line og Marie smiley

Vi spiste hver aften i Restaurant Merhaba, og især fredag aften var menûen fuldstændig fantastisk! Den vildeste pynt, de flotteste desserter og den lækreste frugt- og bærbuffet. Marie gik (hver aften) helt amok i jordbær, melon og (fredag) kirsebær. Og helt friske, nyplukkede, supersøde appelsiner – MUMS! Maden var …. virkelig lækker! Og om morgenen var der æg i alle afskygninger, pandekager, pølser, grillede grøntsager (men ingen bacon?! WTF?!), brød, oste, pålæg, yoghurt, diverse morgenmadsprodukter, frugt og jeg kunne blive ved. Hvis man gik sulten fra bordet, så skulle man godt nok være kræsen, for der var bare ALT (altså lige bortset fra bacon…). Til frokost kunne vi vælge at spise på Restaurant Merhaba eller i burgerbaren eller pizzabaren – fuldstændig valgfrit og helt gratis smiley

Fik jeg fortalt, at vi har badet, spist is og drukket drinks – også børnene, som kunne få børnecocktails?! Der er billeder i galleriet.

TAK til mor og Svend Aage for en FANTASTISK FERIE! smiley



Hvalpebesøg 1

Pias indlæg Posted on 2012-05-18 20:18

I går besøgte vi Kennel Yorkieland’s – og de tre bedårende hvalpe. Se bare her:

Sådan én er da ikke til at stå for smiley. Vi glæder os til genbesøg om 14 dage. Og især til uge 28, hvor vi har ferie og kan få vores hvalp med hjem! På vejen hjem lavede vi pitstop hos Dorthe, René og kusinerne, og det var hyggeligt som altid. Det er et lidt kort indlæg denne gang for her pakkes til den forestående rejse smiley.



« PreviousNext »