Blog Image

Limaweb blog

Skovens Dag

Pias indlæg Posted on 2013-05-05 20:36

Iiiih, hvor har vi hygget os i dag. Vi kørte til Løvbakkerne ved Herning i anledning af Skovens Dag. Der var arrangeret lidt diverse ved Naturskolen og rundt omkring i skoven, som er alletiders at gå tur i! Vi ankom ved middagstid og købte en pølse med brød fra grillen – men det var ikke en helt almindelig grillpølse; den var med dådyr og smagte rigtig dejligt. Vi fik et sæt (1 pøse med 1 brød + en sodavand) hver, og vejret var skønt – vi nød maden ved et bord i solen.

Undervejs på skovturen var der opgaver (om naturens dyr og træer), som skulle løses. Jan og Line var oppe i en lift og kunne se “skoven fra oven”. Der var en god legeplads og bål, hvor der var mulighed for at lave pandekager.

Jeg vil lige nævne, at Line lavede en sød morgenmadstallerken til Marie her til morgen. Det var så fint, og Marie blev SÅ GLAD smiley.


Klik på linket her, hvis du vil se flere billeder fra en skøn dag.



April 2013

Pias indlæg Posted on 2013-05-04 17:23

Allerførst; tillykke med fødselsdagen til min mor! Vi glæder os til at spise hos dig og Svend Aage i aften smiley.

Vi skal lige have en opsummering over april, som ikke har været helt almindelig! Primo april holdt vi påskeferie, men da ferien var slut, kunne børnene ikke komme i skole, da lærerne var udsat for lockout – og det skulle vise sig, at lærerne (de fleste af dem) ikke kunne komme på arbejde i fire uger. Hverken Line eller Marie havde undervisning, og vi vil igen sige TAK til både bedsteforældre og veninders forældre for hjælpen under lockouten! Jeg tog en enkelt fridag for at gengælde noget børnepasning. Maries veninde Maja var på besøg hos os den dag, og jeg legede “skrappe lærerinde Nielsen” og satte dem i gang med både dansk- og matematikopgaver. Pigerne har lavet lektier (repetition, for nyt har vi jo ikke kunnet lære dem) under lockouten, og næsten hver dag…

Den 14. april blev jeg 41 (41!!!!). Dét, syntes jeg åbenbart, var værre end 40, for jeg havde et aldersrelateret mareridt få nætter efter min fødselsdag… Jeg var taget ind på et musiksted for at høre noget god musik, og resten af publikum var meget yngre end jeg, og jeg blev faktisk mobbet ud. De var rigtig onde mod mig smiley. Rigtig træls følelse! Den dumme drøm skulle godt nok lige rystes af. Jeg føler mig heldigvis ikke gammel, men noget rumsterer åbenbart i underbevidstheden…

Den 17. april kunne Fixe være fyldt 1 år. Jeg sad og rodede i gamle billedfiler for ikke så længe siden og faldt over en optagelse med Fixe fra sidste sommer. Og så sad jeg og hylede (igen)… Han var bare så kær!

Vi har set gode venner i april; bl.a. Hegewalds og Martinsens. Og jeg har holdt tøseaften for Annemette og Marlene. Altid hyggeligt! Da vi holdt min fødselsdag d. 13. april, savnede vi John og Margrethe, som desværre ikke kunne komme, men vi havde en skøn aften sammen med min mor & Svend Aage og min far & Ulla. Pengene er brugt på nyt tøj – TAK smiley

Det nye tøj havde jeg på til fest med jobbet sidste weekend (rigtig god fest!), og delvist til koncerten med Queen Machine, som jeg var til med et par kolleger. Vi havde fået fribilletter, da forsangeren er medicinstuderende og har haft et forløb hos os. Hold da k*ft et godt show! De gav den max gas, og Bjarke synger vildt godt! SE DEM, hvis de spiller i nærheden af dig! Kan klart anbefales – også selvom du måske ikke er fan af Queen…

Hvor er det dejligt, at det gode vejr endelig er kommet! Vi nyder så meget at komme ud at gå i naturen. På min fødselsdag f.eks. var vi (alle fem) ude at gå rundt om Søndersø, vi har været i skoven flere gange og rundt om søen ved flyvepladsen. I eftermiddag har pigerne (også Sofie, som bor på vejen), Tilo og jeg været i skoven i det skønne vejr. Tilo elsker det smiley. Han er nu 8 måneder og sætter sig ikke længere helt så langt ned, når han skal tisse, så han begynder nok snart at lette ben. Tilo er en rigtig dejlig hund! Han er vild med at spille bold i haven, er i det hele taget glad for at lege. Ham er vi rigtig glade for!

Herunder billeder fra dagens skovtur:



Tilo, 6 måneder

Pias indlæg Posted on 2013-03-15 23:19

Den 28. februar rundede Tilo sit første halve år. Han er rigtig sød og sjov. Elsker at lege og (nu) at komme ud og gå ture. Han er også glad for at gø af naboerne og folk, vi møder på gåturene – det skal vi lige have vænnet ham af med igen. Eller; vi vil prøve, for det er jo hundens natur at gø på eget territorium, og vi håber, at han – når han er blevet ældre – ikke længere finder det nødvendigt at gø på gåturene…

Men sikke vi nyder at have ham i huset! Det er SÅ DEJLIGT smiley! Tilo lærte ret hurtigt at lægge sig til at sove sammen med Jan, når han kom træt hjem fra arbejde. Godt for Jan, som jo har brug for søvnen… Renlig er han (Tilo) også nu, viser tydeligt at han gerne vil ud – også hvis det er for at lege i haven. Sneen har Tilo været helt vild med! Og isklumper… Han er også glad for at lege med bold. Han er faktisk begyndt at kaste med den. Det ser ret sjovt ud smiley!

Gåturene bliver også længere. Tilo og jeg har et fast ritual; når jeg kommer hjem fra arbejde, skal vi ud at gå sammen. De få gange jeg ikke har haft tid, ser han SÅ slukøret ud – selvom Line lige har gået med ham. Han får mindst 1 daglig gåtur, oftest flere. Og ture i skoven, med på rideskolen og op på skolen for at hente Marie. Desuden går vi til hundetræning om søndagen, hyggeligt!

Tilo har været til hundefrisør for første gang i denne uge, og han er blevet så fin. Billederne herunder blev taget, da vi kom hjem med ham. Tilos galleri er opdateret med nye billeder.

Og hvordan går det med resten af familien? Jo; seje Jan har nu smidt 13 kg (FLOT!), pigerne er skønne, søde og frække, som de plejer – og jeg travlt på jobbet, som jeg plejer. Jeg har en del overarbejde (2 – 6 timer pr. uge), og det ser ud til at fortsætte resten af foråret. Men til sommer er vi forhåbentlig færdige med projekterne og kan få mere luft i dagligdagen igen.

Vi har bestilt nyt inventar til stuen! Skænken (som er det første møbel, jeg nogensinde har købt) er foræret til Far og Ulla, som kunne bruge den på den nyistandsatte 1. sal – og dér står den faktisk ret godt! Jan og jeg har fundet et flot reolsystem i Ilva og har bestilt. Der var “20% off” denne weekend, så vi synes, at vi har gjort en god handel smiley. Om en uges tid kan vi afhente møblerne, og så skal de jo bare hænges op. Ikke også, Jan…. smiley?! …. Hvis jeg er heldig er de hængt op til min fødselsdag (jeg krydser fingre!).

Påsken er om hjørnet – det glæder vi os til. Vi vil tage pigerne med en tur i biografen, hvis der vises noget godt. Påskelørdag frokost hos Far og Ulla. Ellers intet planlagt – ud over hygge og afslapning.



Sølvbryllup og pandekager

Pias indlæg Posted on 2013-02-12 19:32

Først: TILLYKKE til min mor og Svend Aage med sølvbrylluppet i dag! De har valgt at tage en tur til Tenerife på elskovsferie, så gaver, knus og kram må vente, til de er kommet hjem igen – men jeg har da fået en sms med besked om, at de nyder ferien og de ca. 25 grader. Jeg er da slet ikke misundelig!

Herhjemme er det VINTER med frostgrader døgnet rundt. Pigerne har vinterferie, og Line blev “kidnappet” af Mathilde og Susanne i går og kommer nok først hjem i morgen. Marie har været i SFO i går, i dag og skal også i morgen, da jeg først har ferie torsdag og fredag (+ mandag i uge 8). Jeg glæder mig til fridagene! Vi har fortsat VILDT travlt på jobbet, så fridagene skal nydes i fulde drag!

I dag er det Pandekagedag, og vi (Marie og jeg) har naturligvis fået pandekager til aftensmad. Line er jo ikke hjemme, og Jan skulle til et møde i fiskeriforeningen, aftensmad inkluderet, så Marie og jeg er “alene hjemme”.

Pandekager er i øvrigt ikke lige noget for Jan for tiden. Han holder sig fra sukker, hvidt brød, smør osv., og det er lykkedes han at tabe 8 kg siden nytår. Det er SÅ FLOT! Og han er super motiveret – og standhaftig! Når jeg er lækkersulten og napser et stykke chokolade, skal han ikke have noget…. Det er sørme nye toner!

Jeg har filmet Tilo i dag. Han legede med en isklump, og det så bare så sjovt ud. Se videoen via linket herunder:
http://www.youtube.com/watch?v=2PXjVmLYb6s&feature=youtu.be

God vinterferie!



December 2012 i billeder

Pias indlæg Posted on 2013-01-01 14:50

Nu står der 1. januar 2013 i kalenderen, og i dag slapper vi af. Vi havde en stille og rolig nytårsaften i aftes – bare os 4 + Tilo, som heldigvis tog larmen fra diverse nytårsskyts i stiv pote smiley. Vi håber, at alle vi kender er kommet godt ind i det nye år.

Jan tog ud at fiske i morges, Marie leger med Sofie, som bor her på vejen, Line har fået lektierne af vejen og får om lidt besøg af Mathilde. Tilo hviler lige nu, og jeg havde lige lyst til at lave et tilbageblik over december, som jo startede med hyggeligt snefald. Se billederne via linket her.

I morgen bliver det hverdag igen med skole og arbejde. Og mit arbejde på lidt andre præmisser end i 2012, hvor jeg for første gang skulle opleve at få en stress-reaktion. I 2013 håber jeg på at genvinde mit overblik og overskud, og igen blive glad for at gå på arbejde. Og det skal nok gå, for jeg har en masse søde og gode kolleger, som heldigvis er indstillet på at hjælpe mig – og dejlige venner & familie, som passer på mig.

Billedet herunder er fra i morges – et lille øjebliksbillede af Marie og Tilo i en hyggestund.



Glædelig Jul

Pias indlæg Posted on 2012-12-22 17:57

Vi ønsker familie og venner en glædelig jul og et lykkebringende nytår!

Et af årets højdepunkter har helt klart været ferien til Kemer i maj måned – en fantastisk ferie, som pigerne stadig snakker om. Desuden har skønne hundehvalpe givet en masse sjove oplevelser. Vi har oplevet en masse i 2012. TAK til vores skønne familie og dejlige venner for de hyggelige stunder i løbet af året. Vi hilser 2013 velkommen (nu da dommedag i går var en fuser…) og håber på mange gode, sjove og spændende oplevelser sammen med alle jer, som vi holder så meget af.

Varme julekram til hver og en af jer smiley
fra Line, Marie, Jan og Pia



2. søndag i advent

Pias indlæg Posted on 2012-12-09 13:13

Vinteren ramte os med sne præcis d. 1. december i år – lidt hyggeligt, faktisk smiley.

I dag er der snestorm over nogen dele af landet, dog ikke her – men sne har vi fået. Den rigtige slags sne, vel at mærke, så Marie og Sara (en klassekammerat), har været ude at lege i sneen. De har bygget Olga. Se billederne herunder.

Marie og Sara har sovet sammen hele weekenden, fra fredag til lørdag hos Sara, og fra lørdag til søndag her hos os. Og de har hygget sig helt vildt. Sidste weekend var Line ude hos Mathilde.

Tilo synes også, at sneen er sjov. Han pisker rundt i sneen og skal lokkes med godbidder, når vi skal ind igen. Han kan jo ikke tåle at være derude for længe – selvom det er sjovt.

Fuglene fodres – det er herligt at sidde i den varme stue med en kop te i hånden og kigge ud på spurve og musvitter, som er meget aktive omkring foderautomaterne. Der er sådan en hyggelig kvidren ude fra den snedækkede have.

Adventsdekorationen er tændt. Go’ 2. søndag i advent til alle smiley.



Tilo, 12 uger

Pias indlæg Posted on 2012-11-20 22:11

Nu er det 4 uger siden, Tilo flyttede ind hos os. Han er SÅ SØD! Og han er meget knyttet til sin familie! Er stadig lidt utryg ved den store verden og de ting og mennesker, der dukker op hist og her, men han bliver mere og mere modig dag for dag. F.eks. peb han under hele den første gåtur i skoven, ville gerne gå, men lod os vide, at han syntes, det var farligt. Men anden gang vi var i skoven, peb han kun, da Line på et tidspunkt forlod “flokken” for at gå ad en anden sti. Ellers var der ikke noget “farligt” ved skovturen. Dejligt! Vi har haft ham med med ind i gågaden, og det gik super fint (over al forventning, faktisk), så det går fremad smiley.

Han er 12 uger i dag – og han er blevet noget langhåret, så jeg har klippet ham lidt. Jeg ville egentlig bare klippe pelsen ved øjnene væk, så han bedre kunne se – men det udviklede sig, og nu er al håret på toppen væk. Det ser lidt skørt ud, og det er ikke verdens bedste klipning …. Men øvelse gør mester smiley.

Tilos galleri er opdateret. Billedet herunder er fra i dag – efter klipningen (he he):



« PreviousNext »