Jeg er netop kommet hjem fra personalelørdag i Maries børnehave. Som medlem af forældrebestyrelsen var jeg – og de øvrige bestyrelsesmedlemmer – inviteret til at deltage i arbejdet med at beslutte indsatsområdet for børnehaven i 2008.
I forbindelse med evaluering af læreplanstemaerne hørte vi et par historiefortællinger. Den ene fortælling rørte mig dybt! Denne fortælling berettede om, hvordan de 4-årige børn medinddrages i modtagelsen af de nye, 3-årige børn, når de starter i børnehaven. Betydningen for begge parter var tydelig; de 5-årige fik oplevelsen af at være betydningsfulde og at kunne hjælpe andre, hvilket styrker deres selvværd og selvopfattelse. Og for de 3-årige har det betydet, at de har følt sig som en del af fællesskabet, at de har følt sig set og taget hånd om, lige fra starten.
Tænk lige over det en gang… 5-årige børn, som har lært at være omsorgsfulde over for andre. Mon ikke disse børn vil tage denne børnelærdom med sig, når de om et par år skal i skole?! Disse børn vil tage godt imod andre børn – fordi de har lært det i en tidlig alder – og vil, som den naturligste ting i verden, behandle hinanden ordentligt.
Det er helt klart et ønske fra min side, at denne praksis vil fortsætte i vores børnehave, og hvis jeg giver mig til at tænke mere fremadrettet – og samfundsmæssigt – kunne det være helt fantastisk at få overført denne praksis til resten af landets børnehaver. Danmark ville i løbet af en overskuelig årrække være strøet med mere omsorgsfulde børn, som behandler hinanden med omtanke og respekt.
Der skal herfra lyde STOR ROS til alle ansatte i børnehaven. I udfører et forbilledligt arbejde, og I mestrer den anerkendende pædagogik! Jeg håber, at andre institutioner vil kigge jer over skuldrene og tage den herover nævnte praksis til sig.
– dette indlæg vil blive sendt til vores børnehave, så de ansatte kan få deres velfortjente ros. Jeg har dog udtrykt min tillid til dem på “mødet”, men der var enkelte personaler, som ikke var til stede.