Blog Image

Limaweb blog

Svampetur

Pias indlæg Posted on 2011-09-11 20:31


Vi har været i skoven i dag sammen med pigernes bedstefar og bedstemor. En impuls-svampetur. Det var bare alletiders; vejret var skønt, børnene glade og ”fangsten” god. Vi fandt mange kantareller – Line fandt et kæmpe eksemplar! – rørhatte, karl johan og flere, som jeg ikke husker navnene på. Vi gik rundt i skoven i 3 timer, kun afbrudt af en pause, hvor vi spiste en nybagt spinatbolle med smør/becel og nød en kop te/saftevand. Se billederne i galleriet.

Da vi kom hjem, skulle alle lige tjekkes for flåter. Line havde to, Pia en, men Jan og Marie havde ingen – de havde også haft gummistøvler på.

Det har været en herlig dag. Nu er pigerne puttet, Jan er i gang med at tørre rørhattene i ovnen og rengøre de andre svampe. I morgen skal kantarellerne bruges i en omelet, som vi skal spise, inden Marie skal til spejder. Hun er bare helt vild med det dér udeliv, og i morgen skal de høre om spejderdolken og prøve at bruge den.



Line 10 år

Pias indlæg Posted on 2011-08-28 19:34


Vores søde, smukke Line på sin første runde fødselsdag. Hun blev fejret af familien på selve dagen (fredag d. 26. august). Vi havde besøg af mormor, morfar, bedstemor, bedstefar, farfar og Margrethe. Ketty og Johnny kunne desværre ikke komme, men vi har aftalt at mødes med dem en anden god gang.

Line havde bestilt hjemmelavet burger, så det skulle vi naturligvis have. Halve bagte kartofler dertil. Gæsterne kom kl. 17.00 og kunne “snaske” lidt i tortillachips med salsa og hjemmelavet guacamole, mens maden blev færdig. MUMS!

Vi havde en rigtig hyggelig aften – og Line fik en masse gode gaver! Af sin søster og forældre: Schleich hestetrailer og noget smart tøj. Af mormor og morfar: Et par lækre efterårsstøvler og en Schleich drage. Af bedstefar og bedstemor: En Topmodel-bog og Schleich bil. Af farfar og Margrethe: En masse skønne Schleich dyr smiley

Billedet herunder er taget, da Line lige skulle et smut ud i haven for at tjekke, hvad hendes far og bedstemor havde gang i – de var nemlig ude i regnen under en parasol for at kigge på georginer. Det var et herligt syn! Billedet er desværre ikke blevet helt skarpt:


Line siger: “TAK for alle de dejlige gaver!”



Fødselsdagsboller

Pias indlæg Posted on 2011-08-28 19:14

28 boller

1 pakke gær, 22 gram salt, 2 spsk. flydende honning, 1 æg, 7 dl vand, 1 spsk. olie, ca. 1100 gram hvedemel (øko.) iblandet 1 spsk. kardemomme. Desuden 1 æg til pensling.

Dejen hæver til dobbelt størrelse i ca. 30 min. Derefter slås dejen ned og æltes igennem, deles i to halvdele, som begge igen deles i to halvdele. De 4 dejklumper rulles og deles i 7 klumper, som trilles til boller. Bollerne efterhæver i 30 min., pensles med sammenpisket æg og bages herefter gyldne ved 200 grader (varmluft, da jeg satte to plader á 14 stk. i ovnen) i ca. 12 min.
Opskriften kan også bruges til frokost- eller morgenmadsboller; udelad da kardemomme og erstat ca. 300 gram af hvedemelet med en grovere meltype.

Jeg bagte 2 portioner af disse boller til Lines klassekammerater, som var på besøg i går. Jeg synes, at disse (fedtfattige!) boller er et godt alternativ til AMOs noget fedtholdige fødselsdagsboller. Pigerne fra Lines klasse mente da også, at det var nogle virkelig gode boller smiley
Der var boller og kage i overskud, så Bitten, Kim, Philip og Tobias hjalp os med at sætte resterne til livs i eftermiddag.

Her kommer lige et billede af kagen, som blev lavet til pigefødselsdagen i går:



1. skoledag 2011

Pias indlæg Posted on 2011-08-15 22:05

Så sluttede ferien helt – også for Line og Marie, som i dag er startet i hhv. 4. og 1. klasse. Hvor er det bare vildt, at de er blevet så store! Og det har vist været en god dag. De var i hvert fald begge to glade for at gense klassekammeraterne smiley

Med skolestart følger også madpakkeudfordringen… Ingen af pigerne finder de traditionelle rugbrødsmadder særlig spændende, og Marie spiser sjældent sine madder. Jeg har i dag bagt pirogger med oksekødsfyld, og håber, at de falder i pigernes smag. Jeg satte også lige en gryderet over, som pigerne og jeg skal have til aften i morgen, når vi kommer hjem fra Lines ridetime. Jan skal nemlig til Hjarbæk for at sætte telt op til det kommende sjægte-VM og kan derfor ikke stå for aftensmaden, som han plejer om tirsdagen. Men vi skulle jo også have noget at spise i dag, så jeg stegte fiskefrikadeller, mens Jan lavede salat. Ovnkartofler dertil. Så der var lige gang i 3 retter på én gang… Piroggerne er nu bagt og næsten kølet af. Nogle skal fryses ned og andre skal på køl til i morgen.

Marie siger simpelthen de sjoveste ting! Her er den nyeste, sjove udtalelse:
“Mor, jeg vil gerne have lyset tændt hele natten, for jeg er både mørkeræd OG sceneskræk!” … Herligt!

Jeg tog billeder af pigerne i morges, inden vi skulle afsted. Dejlige tøser:



Sommerferie 2011

Pias indlæg Posted on 2011-08-06 14:57

Tirsdag i uge 28 blev pigernes farmor bisat. Det gik, som sådan noget går; det var hårdt, men det gik også godt. Det er faktisk temmelig svært at sætte ord på, hvordan det føles, at hun nu er borte – ud over at det er vildt mærkeligt – så jeg vil lade være med at prøve.

Resten af uge 28 skulle Jan arbejde, så pigerne og jeg besøgte Bedstefar og Bedstemor i Herning et par dage. Vi var nede at bade i den nye svømmehal i DGI-huset, og svømmehallen er bestemt et besøg værd; virkelig lækre faciliteter!

Uge 29 og 30 tilbragte vi i sommerhuset i Hvalpsund – afbrudt af en vaskedag hjemme lørdag i uge 29. Vi har hygget os med gåture, strandture, besøg af kusine Sofie og resten af flokken fra Timring (bortset fra Kathrine). Jan måtte bruge et par feriedage på at rydde sin mors lejlighed på plejehjemmet i Spjald sammen med René. Line har hygget sig en del med Emilie, som bor i sommerhuset over for – og som har to ponyer gående på marken. De har hygget med ponyerne, været på rideture og leget rigtig meget sammen. Marie har også fået lov til at være med indimellem og har fået trækture på Rasmine – endda også i trav, hvilken foregik under højlydte frydelyde smiley

Udflugterne gik til stranden i Blokhus (vi opgav at komme til Fårup Sommerland, da resten af Jylland også skulle derud), og der er nu billeder i galleriet bl.a. derfra. På turen hjem fra Blokhus stoppede vi ved Aggersborg, som er et Danmarks største vikingeborg. Vi var også ude på den obligatoriske gåtur ved Hessel. I år gik vi en alternativ rute retur og kom over en mark med både heste og køer. Den ene røde pony var meget snakkesalig. På turen til Bulbjerg kørte vi ind omkring Thorup Strand, hvor store fiskekuttere var trukket op på land. Vi spiste vores madpakker – og legede – på en naturlegeplads, hvorefter vi kørte gennem plantagen til selve Bulbjerg, hvor vi så Danmarks eneste fuglefjeld. Vi nød stranden, og især Line og Marie nød bølgerne! På Hvalpsunny Beach hyggede vi os også. Der blev badet, fanget krabber og søstjerner – herligt. Jan har haft Marie med på fisketur til Simested Å, men Marie syntes, at det var et ”ØV-sted” – hun ville hellere have været ved stranden og fiske efter krabber smiley

Vejret har egentlig været rigtig dejligt, i hvert fald i Hvalpsund. Vi har hygget os og slappet HELT AF. Jeg har været på arbejde i den forløbne uge, og Jan skal møde ind til natarbejde i morgen (søndag) aften. Marie skal i SFO på mandag, og Line skal i klub.

Se billederne i galleriet, klik evt. her.

Der er også nye billeder i Line og Maries billedgallerier, klik evt. her.



Hvordan har fantasien det?

Pias indlæg Posted on 2011-08-04 22:40

Det har været en dejlig sommerferie med en del ture til forskellige danske strande. Billeder fra selve ferien (masser af billeder af glade børn) skal nok blive lagt herud, men jeg vil lige dele albummet Imagine, som jeg netop har oprettet. Min krøllede hjerne så ansiger, rumvæsener, dyr, sjove former og figurer i stenene på stranden, og disse er blevet fotograferet og lagt ud i galleriet.

Se billederne smiley. Mon du ser det samme som jeg?



Farvel Farmor

Pias indlæg Posted on 2011-07-07 15:16

Pigernes farmor døde i går smiley

Vi fik nyheden, da vi sad og hyggede på terrassen hos Mormor & Morfar, godt mætte efter (endnu) en god middag. René ringede og fortalte, at Sylvia var død – formentlig af en blodprop. Det var naturligvis trist nyt, men på den anden side, så havde hun det jo så ringe, at jeg ikke kan lade være med at synes, at det var en barmhjertig afslutning for hende. Jeg er i hvert fald glad for, at hun ikke skulle lide kvælningsdøden!

Svigermor havde haft en hyggelig sidste dag; hun havde været på tur med plejehjemmet, havde købt lidt nyt tøj og dét, ved vi, var noget hun kunne li’! Tilbage på plejehjemmet havde hun nydt en cola (med sugerør, da hun efterhånden kun kunne indtage flydende kost). Senere havde plejepersonalet fundet hende død.

Jan og jeg fortalte Line og Marie den triste nyhed i går, og Line blev meget ked af det, men hun har jo også haft mange gode oplevelser sammen med sin Farmor. Marie sagde ikke så meget. Vi har ikke helt ferie endnu, så pigerne skulle i SFO i dag, og jeg forberedte pædagogerne på situationen, så de kunne tage hånd om evt. triste børn i dag…

Jan og René har i dag talt med en bedemand, og jeg har fået at vide, at begravelsen holdes på tirsdag (12.07.2011). I morgen skal de tale med en præst. Der er godt nok meget, der skal planlægges… og der er meget, der skal gøres; bl.a. skal hendes lejlighed på plejehjemmet tømmes. Jan er i gang med at finde ud af, hvor megen frihed (fridage), han har krav på i forbindelse med dødsfaldet.

Her er et dejligt billede af Sylvia fra hendes 60-års fødselsdag for snart 4 år siden. Den 16.07.2011 ville hun være fyldt 64:

Tina Martinsen har fødselsdag i dag – TILLYKKE!



Gift i 10 år!

Pias indlæg Posted on 2011-06-23 23:06

Det er godt nok helt vildt! Tænk at Jan har holdt mig ud så længe smiley

Og sikke en dag, det har været… Pigerne har været i skole og jeg på arbejde som vanligt, Jan på kursus i Randers for at få truckcertifikat. Kl. 16.00 ringer Jan og siger, at han ikke kan starte bilen, må have fat i Falck – og så nok ikke er hjemme i tide, så vi kan komme afsted til Sct. Hans-hygge på rideskolen som planlagt. INGEN BIL! Hvad gør man så?!?!?! Man ringer til moar, som desværre selv skal bruge sin bil, da hun skal til bridge. Så sprang jeg over til naboen, som har to biler, for at spørge, om jeg må låne Fru Nabos. Hr. Nabo mente, at det godt kunne lade sig gøre, hvis altså Fru Nabo nåede hjem, inden vi skulle afsted (kl. 17.00).

Pludselig kom mor og Svend Aage ind af døren med en fin kurv med lækkerier til Jan og mig i anledning af vores 10-års dag. De havde i mellemtiden regnet ud, at Svend Aage godt ville kunne få tid til at køre os 3 piger ud på rideskolen, derefter køre mor til bridge, og så køre os alle hjem igen senere. Flinke, søde mor og Aage-mand! Men HVIS vi kunne låne bilen af naboen, var det naturligvis det nemmeste. Og det kunne jeg godt. Ingen problemer dér, så pigerne og jeg hoppede ind i Fru Nabos bil og kørte på rideskolen med madkurven pakket med kød til grillen, pastasalat (som jeg lige nåede at svinge sammen midt i al panikken), drikkevarer og service. MEN jeg glemte at få mit kamera med, hvilket var virkelig ærgerligt, for der blev afholdt en ringridningskonkurrence, som Line deltog i (hendes første), og det ville jeg egentlig gerne have haft billeder af… Og Line klarede det så flot, fik dog ingen ringe – og dermed ingen præmie – men det er jo heller ikke det, det kommer an på.

Jan cyklede ud på rideskolen (efter at være blevet kørt hjem af Falck med den røde Skoda på ladet, og Skodaen afleveret ved mekanikeren) og nåede at være med til at spise sammen med os. Derefter bål – og pigerne løb rundt og legede med de andre børn og tre hunde. Og Marie opdagede, at der er noget, der hedder halm, og at det er ret så fantastisk at lege i – og PÅ! Åh, at klatre op på en kæmpe stak halmballer i en lade smiley.

Kl. 21.00 kørte vi hjemad igen (3 piger i bil, 1 mand på cykel), og vores flinke mekaniker (som bor her på vejen) blev informeret om, at den røde Skoda er blevet parkeret ved hans værksted. Han fik nøglerne til Skodaen og har en lånebil, som Jan gerne må låne – en halv time senere stod den ude i vores indkørsel. Da han (mekanikeren) alligevel skulle over på værkstedet, ville han lige prøve at starte Skodaen – som startede uden problemer!! Han tror, det er benzinpumpen, der driller. Han har set det før; at en bil ikke vil starte, bliver fragtet af Falck, hvorefter den starter med det samme. Det er noget med rystelserne under transporten, som gør, at bilen starter uden problemer – men hvis benzinpumpen er slidt, vil vi nok opleve det samme igen, snart. Så benzinpumpen bliver skiftet.

Fru Nabo har fået en flaske vin + benzinpenge som TAK for hjælpen. Det var da det mindste vi kunne gøre. I morgen er det sidste skoledag, og jeg har taget en fridag for at tage med i skole. Lines klasse har øvet lidt sange til den fælles afslutning, og det glæder jeg mig til at høre.

I næste uge står den på ridelejr for Lines vedkommende – det glæder hun sig HELT VILDT MEGET TIL! Marie skal i sommerhus sammen med mormor og morfar, og Jan og jeg skal arbejde; dvs. at Jan mandag – onsdag skal på kursus, og derefter igen på nathold.

Uh, hvor jeg glæder mig til at få sommerferie om 2 uger! Rigtig god sommer smiley



« PreviousNext »