Det er godt nok helt vildt! Tænk at Jan har holdt mig ud så længe smiley

Og sikke en dag, det har været… Pigerne har været i skole og jeg på arbejde som vanligt, Jan på kursus i Randers for at få truckcertifikat. Kl. 16.00 ringer Jan og siger, at han ikke kan starte bilen, må have fat i Falck – og så nok ikke er hjemme i tide, så vi kan komme afsted til Sct. Hans-hygge på rideskolen som planlagt. INGEN BIL! Hvad gør man så?!?!?! Man ringer til moar, som desværre selv skal bruge sin bil, da hun skal til bridge. Så sprang jeg over til naboen, som har to biler, for at spørge, om jeg må låne Fru Nabos. Hr. Nabo mente, at det godt kunne lade sig gøre, hvis altså Fru Nabo nåede hjem, inden vi skulle afsted (kl. 17.00).

Pludselig kom mor og Svend Aage ind af døren med en fin kurv med lækkerier til Jan og mig i anledning af vores 10-års dag. De havde i mellemtiden regnet ud, at Svend Aage godt ville kunne få tid til at køre os 3 piger ud på rideskolen, derefter køre mor til bridge, og så køre os alle hjem igen senere. Flinke, søde mor og Aage-mand! Men HVIS vi kunne låne bilen af naboen, var det naturligvis det nemmeste. Og det kunne jeg godt. Ingen problemer dér, så pigerne og jeg hoppede ind i Fru Nabos bil og kørte på rideskolen med madkurven pakket med kød til grillen, pastasalat (som jeg lige nåede at svinge sammen midt i al panikken), drikkevarer og service. MEN jeg glemte at få mit kamera med, hvilket var virkelig ærgerligt, for der blev afholdt en ringridningskonkurrence, som Line deltog i (hendes første), og det ville jeg egentlig gerne have haft billeder af… Og Line klarede det så flot, fik dog ingen ringe – og dermed ingen præmie – men det er jo heller ikke det, det kommer an på.

Jan cyklede ud på rideskolen (efter at være blevet kørt hjem af Falck med den røde Skoda på ladet, og Skodaen afleveret ved mekanikeren) og nåede at være med til at spise sammen med os. Derefter bål – og pigerne løb rundt og legede med de andre børn og tre hunde. Og Marie opdagede, at der er noget, der hedder halm, og at det er ret så fantastisk at lege i – og PÅ! Åh, at klatre op på en kæmpe stak halmballer i en lade smiley.

Kl. 21.00 kørte vi hjemad igen (3 piger i bil, 1 mand på cykel), og vores flinke mekaniker (som bor her på vejen) blev informeret om, at den røde Skoda er blevet parkeret ved hans værksted. Han fik nøglerne til Skodaen og har en lånebil, som Jan gerne må låne – en halv time senere stod den ude i vores indkørsel. Da han (mekanikeren) alligevel skulle over på værkstedet, ville han lige prøve at starte Skodaen – som startede uden problemer!! Han tror, det er benzinpumpen, der driller. Han har set det før; at en bil ikke vil starte, bliver fragtet af Falck, hvorefter den starter med det samme. Det er noget med rystelserne under transporten, som gør, at bilen starter uden problemer – men hvis benzinpumpen er slidt, vil vi nok opleve det samme igen, snart. Så benzinpumpen bliver skiftet.

Fru Nabo har fået en flaske vin + benzinpenge som TAK for hjælpen. Det var da det mindste vi kunne gøre. I morgen er det sidste skoledag, og jeg har taget en fridag for at tage med i skole. Lines klasse har øvet lidt sange til den fælles afslutning, og det glæder jeg mig til at høre.

I næste uge står den på ridelejr for Lines vedkommende – det glæder hun sig HELT VILDT MEGET TIL! Marie skal i sommerhus sammen med mormor og morfar, og Jan og jeg skal arbejde; dvs. at Jan mandag – onsdag skal på kursus, og derefter igen på nathold.

Uh, hvor jeg glæder mig til at få sommerferie om 2 uger! Rigtig god sommer smiley