Line kom til at træde på Fixe i går 
. Jeg vil skynde mig at fortælle, at både hund og mennesker har det godt i dag, men sikke en forskrækkelse vi fik os i går! Jan og jeg var ikke hjemme, sad på skolen til forældremøde – og pludselig stod Svend Aage i døren …. MEN … HAN SKULLE JO VÆRE HJEMME VED BØRNENE OG HUNDEN …! Så var jeg ligesom godt klar over, at der var noget galt! Han var cyklet hele vejen op på skolen for at finde os, fortalte at Line var kommet til at træde på Fixe, som bestemt ikke havde det godt. Jeg forlod straks mødet for at køre hjem! Jan blev på skolen for at få de sidste informationer om den kommende lejrtur med. Da jeg kom hjem sad Line i sofaen med Fixe i skødet – og det lille kræ havde det IKKE godt. Han lavede opkastreflekser, og der kom også et par dråber blod ud af munden på ham. Og Line var helt knust! Hun og Fixe var løbet gennem udestuen for at komme ud at lege i haven. Fixe sprang først ud, Line bagefter, og så kom hun til at lande med sin ene fod på Fixes ryg – og han havde skreget, men kunne godt gå. Jeg ringede straks til dyrlægevagten, som viste sig at være vores egen dyrlæge få minutter herfra (heldigvis). Line hoppede med i bilen, og vi var ved klinikken før dyrlægen. Fixe blev undersøgt (ingen røntgen) og havde fin hjerte-/lungelyd, ingen brækkede knogler, ingen blod i urinen (han havde tisset på sin dyne i transportkassen), og han kunne gå. Derfor vurderede dyrlægen, at vi kunne få ham med hjem igen til observation – Fixe fik dog en sprøjte mod chok (denne var også smertestillende) – og med strenge ordrer om at holde øje med ham, og hvis der tilkom vejrtrækningsbesvær eller slingrende gang, skulle vi ringe igen. Så faren var altså ikke ovre!
Line og Marie var helt ulykkelige! De var helt klar over, at det var alvorligt. De græd, og vi fik snakket om, hvor glade vi var blevet for den lille hund, og at vi håbede, at han ville blive rask igen. Stakkels Line – hun var bare SÅ KED AF DET! Men de faldt da i søvn og sov også hele natten – hvilket jeg ikke kunne tillade mig. Æggeuret blev sat til at ringe med 90 minutters intervaller hele natten, og jeg tjekkede så, om der var liv i Fixe – og det var der, stille og rolig vejrtrækning. Han sov roligt hele natten. Jan kom hjem kl. ca. 4. Jeg stod op til almindelig tid og var helt ubeskriveligt lettet, da Fixe vågnede, strakte sig og logrede med halen – glad for at se mig. Så ud at tisse i haven (Fixe altså!) og bagefter med ind at vække pigerne. Der var stor glæde, da de blev vækket af Fixe her til morgen. De plejer at synes, det er hyggeligt, når han dapper hen over dynen, lige lukt hen til ansigtet, som så bliver slikket ”godmorgen”. Men her til morgen var det vist særlig rart 
. Line og Marie var meget glade for, at Fixe havde det godt! Jeg kørte pigerne i skole og kørte så hjem igen, puttede mig under dynen til Jan og sov yderligere 1,5 time. Mødte ind på arbejde kl. 10.00.
Kort før jeg sprang på cyklen for at køre på job, ringede en af veterinærsygeplejerskerne fra dyrlægen; hun ville lige høre, hvordan det gik med Fixe. Dejligt at de følger op på deres patienter! Regningen, de udsteder, glæder jeg mig derimod ikke til at modtage…. Men det hører jo med til at være hundeejer. Jeg håber dog ikke, at vi kommer til at benytte flere af den slags ”uden for åbningstid”-konsultationer…
I morgen tager Line med klassen til Fur – på den længe ventede lejrtur. Hun og resten af klassen glæder sig helt vildt og har forberedt sig siden før sommerferien. Begge piger har haft en god skolestart og lader til at være glade for samværet med skolekammeraterne. Dejligt.
Fixe har været træt i dag, men har gerne villet lege og spise, virker glad og tilpas, men træt. Jeg er også træt og vil gå i seng. NU! Sov godt 
