Tirsdag havde vi besøg fra Timring til eftermiddagskaffe. De 4 kusiner syntes, at Fixe var meget kær (det gjorde Dorthe og René vist også…). Om aftenen kørte Jan til Hjarbæk for at hjælpe køberen af Lylle. Jan har fået en Limbo 14 i stedet, hvilket han er godt tilfreds med. Limbo’en er en slags fiskejolle med diverse udstyr, bl.a. påhængsmotor og trailer. Fedt med traileren for det betyder, at Jan nemt kan have jollen med på fisketure, og han tror, at han får mere ud af denne jolle end sjægten – og han kan jo altid komme ud at sejle i sjægt, når han har lyst, da de fleste sjægtsejlere mangler gaster til kapsejladserne om tirsdagen.
Onsdag kørte Marie, Line og jeg ind på mit arbejde for at vise Fixe frem. Senere blev Line inviteret ud til Mathilde at lege + sove. Derfor var Marie igen med på hvalpekursus, og Fixe havde denne gang mod nok til at bevæge sig ud på gulvet – dog kun i ca. 2 min., derefter tilbage i tryghed hos mig.
Torsdag var Line hos Mathilde det meste af dagen. Marie og jeg tog i svømmehal kl. 9.00. Det var rigtig dejligt. Marie fandt hurtigt en jævnaldrende pige at lege med. Vi sluttede vores hyggetur af med frokost på McDonalds. Marie var super glad og følte sig meget forkælet . Om aftenen gik vi alle en tur i byens park.
Fredag dukkede der en sød sms op fra Bitten, som spurgte, om vi vill med på fisketur – og det ville vi da! Vi kørte til en fiskesø ved Skive og havde et par hyggelige timer i det fri. Dog fangede vi ingen fisk – eneste ”fangst” var de billeder, som jeg fik taget… Fredag aften er jo meget vigtig for Line og Marie; der skal hygges med tegnefilm, chips, popcorn, slik og sodavand. Fixe fik en plads i sofaen mellem pigerne, og han var godt nok meget interesseret i dét, de spiste, men han blev rost og fik godbidder for at forholde sig i ro, og til sidst faldt han i søvn. Rigtig hyggeligt!
Lørdag kørte vi til Hjerl Hede. Det var en rigtig god tur. Der var levendegørelse, og det var spændende for pigerne at se de flotte dragter, som de mange frivillige havde på + naturligvis at se de mange dyr; heste, okser og hestevogne og oksekærrer blandt meget andet. Fixe var med på udflugten og klarede alle 4 timer super flot. Når Jan og pigerne skulle se på noget, satte Fixe og jeg os et sted og hvilede benene. Vi sad helst i skyggen, da vejret for en gangs skyld viste sig fra sin bedste side . Aftensmaden indtog vi hos mormor og morfar, og vi lod Fixe være alene hjemme, men kun mens vi spiste. Han var simpelthen så træt, men der må også have været mange spændende dufte og indtryk for ham ude på heden! Efter maden hentede jeg ham, og så havde vi endnu et par hyggelige timer hos morforældrene. Aftenturen blev derfor gået i deres nabolag = endnu flere nye dufte og indtryk – nu må vi håbe, at hans lille hoved ikke brænder sammen …. .
I formiddag (søndag) har vi været et smut ude hos Marlene og Morten og vise Fixe frem, og deres tre børn syntes også, at han er noget så sød – især Cecilie, som udbrød: ”Sådan en hund vil jeg også have!” Men han er altså også bare så kær og gør et godt indtryk, når han møder nye mennesker; han gør ikke, men logrer helt vildt, vimser rundt og slikker hænder og ansigt (hvis han kan komme til det). Marie leger i skrivende stund ude hos Maja, Line spiller Sims (når hun ikke leger med Fixe). Senere får Line besøg af Mathilde, som bliver hos os til i morgen.
Min ferie slutter nu. Pigerne er så heldige at have en uge mere sammen med deres far (og Fixe), derefter skal de på camping (ikke i sommerhus alligevel) sammen med morforældrene. Jeg fortalte dem om de ændrede planer; om camping på en plads med swimmingpool, og Lines reaktion kom prompte: ”Det er lige noget for os!” . Derefter er der yderligere en uge inden skolestart; Marie skal i SFO, Line skal hygge hjemme med Fixe – og far, når han står op (efter natarbejde).
Her kommer lige lidt billeder. Hvis du vil se billerne i en større udgave, må du ind i galleriet. Der er nye billeder under Line, Marie, Fixe og Natur.