Tirsdag i uge 28 blev pigernes farmor bisat. Det gik, som sådan noget går; det var hårdt, men det gik også godt. Det er faktisk temmelig svært at sætte ord på, hvordan det føles, at hun nu er borte – ud over at det er vildt mærkeligt – så jeg vil lade være med at prøve.

Resten af uge 28 skulle Jan arbejde, så pigerne og jeg besøgte Bedstefar og Bedstemor i Herning et par dage. Vi var nede at bade i den nye svømmehal i DGI-huset, og svømmehallen er bestemt et besøg værd; virkelig lækre faciliteter!

Uge 29 og 30 tilbragte vi i sommerhuset i Hvalpsund – afbrudt af en vaskedag hjemme lørdag i uge 29. Vi har hygget os med gåture, strandture, besøg af kusine Sofie og resten af flokken fra Timring (bortset fra Kathrine). Jan måtte bruge et par feriedage på at rydde sin mors lejlighed på plejehjemmet i Spjald sammen med René. Line har hygget sig en del med Emilie, som bor i sommerhuset over for – og som har to ponyer gående på marken. De har hygget med ponyerne, været på rideture og leget rigtig meget sammen. Marie har også fået lov til at være med indimellem og har fået trækture på Rasmine – endda også i trav, hvilken foregik under højlydte frydelyde smiley

Udflugterne gik til stranden i Blokhus (vi opgav at komme til Fårup Sommerland, da resten af Jylland også skulle derud), og der er nu billeder i galleriet bl.a. derfra. På turen hjem fra Blokhus stoppede vi ved Aggersborg, som er et Danmarks største vikingeborg. Vi var også ude på den obligatoriske gåtur ved Hessel. I år gik vi en alternativ rute retur og kom over en mark med både heste og køer. Den ene røde pony var meget snakkesalig. På turen til Bulbjerg kørte vi ind omkring Thorup Strand, hvor store fiskekuttere var trukket op på land. Vi spiste vores madpakker – og legede – på en naturlegeplads, hvorefter vi kørte gennem plantagen til selve Bulbjerg, hvor vi så Danmarks eneste fuglefjeld. Vi nød stranden, og især Line og Marie nød bølgerne! På Hvalpsunny Beach hyggede vi os også. Der blev badet, fanget krabber og søstjerner – herligt. Jan har haft Marie med på fisketur til Simested Å, men Marie syntes, at det var et ”ØV-sted” – hun ville hellere have været ved stranden og fiske efter krabber smiley

Vejret har egentlig været rigtig dejligt, i hvert fald i Hvalpsund. Vi har hygget os og slappet HELT AF. Jeg har været på arbejde i den forløbne uge, og Jan skal møde ind til natarbejde i morgen (søndag) aften. Marie skal i SFO på mandag, og Line skal i klub.

Se billederne i galleriet, klik evt. her.

Der er også nye billeder i Line og Maries billedgallerier, klik evt. her.