Børn ser altså bare sjove ud, når de har tabt fortænderne, og Marie er ingen undtagelse.

Tanden (øverste venstre fortand) kom til at sidde rigtig løs i morges, mens hun spiste morgenmad. Den sad skævt, og de spidse takker ved tandens rod stak i tandkødet, og Marie bad mig om at hive tanden ud. Seje tøs! Nu ligger tanden under puden, og i morgen forventer Marie at finde penge leveret af tandfeen smiley

Jan havde sidste arbejdsdag i fredags og skal så i gang med ledighedsræset i morgen. Han har allerede sendt 4 ansøgninger, så det kan der i hvert fald ikke klages over. Denne weekend har han, sammen med René og Kim, påbegyndt tømningen af Sylvias lejlighed i Ringkøbing. Jan tog med Kim hjem til deres far og Margrethe lørdag aften – til aftensmad og overnatning – for på den måde at kunne udnytte søndagen bedst muligt. De har knoklet hele lørdag og det meste af i dag, søndag, men er slet ikke færdige. Meget bliver givet til genbrug, og der er lavet aftale med Blå Kors, som kommer og henter et læs på fredag, hvor Jan så må køre til Ringkøbing for at låse op. Lejligheden skal afleveres (rengjort) mandag d. 31.01.11, så næste weekend er han også hjemmefra – både for at blive færdige i lejligheden, men også for på lørdag at deltage i Pralmesterskab sammen med fluebindergutterne.

Hvad har vi piger så bedrevet i denne weekend? Fredag hyggede og overnattede Line hos Camilla, og Marie inviterede Marthine til at komme hjem til os. Hyggeligt – men også hårdt at holde øje med de to 6-årige …! Pludselig havde de begge vådt hår … og hvis det så bare havde været vand … men det var det ikke! De STANK af en blanding af flydende håndsæbe og créme, som de havde fornøjet sig med at putte i håret. Og der var toiletpapir i håret, håndvasken, toilettet og på gulvet på badeværelset. AAAARRRGGHH!!! Og det var Lines crémer, de havde taget, hvilke jeg tydeligt (synes jeg da selv) HAVDE sagt, de IKKE skulle pille ved… Behøver jeg nævne, at jeg talte med HELT STORE BOGSTAVER over for de to 6-årige trunter???!??!?! De sov heldigvis godt og stille hele natten, og lørdag morgen blev de sendt i bad MED hårvask!! Senere, da Line var kommet hjem (og Marthine blevet hentet), opdagede vi, at en af Lines dukker var blevet klippet og (også) havde fået créme i håret. Det var Line altså ikke helt tilfreds med!

Marie opfører sig normalt ikke på den måde… Og jeg HAR forklaret hende, at hun har lige så meget skyld i al balladen, når hun ikke siger til legekammeraten, at hun ikke må, skal lade være osv. Men Marie er åbenbart ikke stærk nok til at sige fra – eller også er det bare for spændende?! Hvad ved jeg…?! Men næste gang Marthine kommer på besøg, tager vi lige en snak (Marthine, Marie og jeg) om, hvilke regler der er her hos os, og at legen stopper PROMPTE, og Marthine bliver kørt hjem, hvis ikke reglerne bliver fulgt.

Lørdag bød også på gåtur. Vi gik et smut op til mormor og morfar – dog var morfar alene hjemme, da mormor var ude at spille bridge. Line havde lyst til at spille Uno, så det hyggede vi os med. Lørdag aften slappede vi HELT af i sofaen. Pigerne kom i seng kl. ca. 21.00, hvorefter jeg så en tøsefilm og nød en kop te (eller tre).

Søndag havde Marie inviteret legegruppen til kl. 10.00. Jeg havde arrangeret, at Line kunne komme op til Kevin, og Birgitte var så flink at komme og hente hende (for jeg havde jo ingen bil). Legegruppen består af to piger og to drenge. Dog kom kun den ene dreng, men det var nu ikke noget problem – de legede rigtig fint sammen. Jeg havde bagt chokolademuffins til dem (stor succes), og de hyggede sig både med at lege og tegne. Kl. 12.00 blev de hentet igen, og Marie og jeg gik ud i det dejlige vejr, cyklede lidt på vejen og smadrede noget is. Mormor og morfar var ude at gå og kom forbi. Line, Birgitte og Kevin kom til eftermiddagskaffe (te!) og friskbagte boller (og chokolademuffins) – og Jan kom hjem sidst på eftermiddagen smiley

Det var sådan set den weekend…

Bundszus har i øvrigt ringet; mine au pair-forældre (Hans og Uschi) kommer til DK i marts i år. De skal til en 70-års fødselsdag d. 26. marts og er så i DK et par dage. NØJ, hvor jeg glæder mig til at se dem!