Nu er vi der snart; juleaften nærmer sig, det nye år ligeså, og afslutningen på Projekt 3B nærmer sig også. Der er godt nok sket meget i år… Marie mistede sin første tand og startede i skole. Line er i den grad blevet selvhjulpen. Hun kan så mange ting selv; f.eks. styre en hest – og tænde op i brændeovnen, hvilket vi voksne synes er rigtig dejligt. Jan nåede i 2010 at runde de 40 år, blive fyret, gå arbejdsløs i 3 måneder og at komme i arbejde igen. Samtidig har han haft projekt 3B kørende. Og huset har fået nyt tag. Jan har virkelig haft sit at se til! Og Pia har bagt og kokkereret til Jan og hans hjælpere, som har knoklet med vores hus. På jobbet har Pia klaret sig igennem to fyringsrunder i 2010.
Haven har vi overhovedet ikke nået at gøre noget ved – ud over at lægge skumle planer om at nedlægge staudebedet og etablere en såkaldt ”doven have”, gerne med bålplads.
Fritid, ferie og hygge med gode venner og familie er det også blevet til, men vi satser på at få tid til meget mere af den slags i det nye år.
Vi vil sige tak for alt i 2010 og ønske familie og venner et godt og spændende år 2011!
Der skal lyde en særlig tak til de af jer, som har hjulpet med huset i løbet af året; om det har været på idéplan, med børnepasning eller hårdt, fysisk arbejde. I ved selv, hvem I er 🙂
De varmeste hilsner,
Marie, Line, Jan & Pia
Klik HER og se billedet i en bedre kvalitet