Jeg er blevet kontaktet af fælles-tillidsrepræsentanten (FTR) på mit arbejde, fordi hun ville høre, om tillidshvervet kunne være noget for mig. Det får man for at blande sig…. (skrive læserbreve). Vores FTR er i den uheldige situation, at hun er den eneste tillidsrepræsentant for omkring 200 lægesekretærer i øjeblikket, og hun er naturligvis interesseret i at dele tjansen med yderligere et par stykker.

Min første indskydelse var “nej, ellers tak”, fordi vores tillidsrepræsentanter har været ret så udskældte på min arbejdsplads. Samtidig føler jeg mig ikke rustet til at bestride hvervet. Jeg har talt med Jan om det, og han synes, jeg skal prøve det, og mener, at jeg vil være god til det. Og det er naturligvis også et hverv, som man skal klædes på til via kurser osv. Jeg må indrømme, at jeg er nysgerrig, og jeg har meddelt min FTR, at jeg ikke er afvisende over for at høre mere om, hvad tillidshvervet indebærer.

Det giver jo også et rimeligt tillæg til lønnen… Men man skal nok brænde for det, tror jeg. Jeg holder meget af mit arbejde, og jeg synes, at vi lægesekretærer trænger til anerkendelse (= højere løn) for vores store engagement og arbejdsindsats. Måske er det netop gennem mere viden, at jeg kan få indflydelse?!

En overgang var jeg ved at overveje at melde mig ud af HK af den simple grund, at jeg ikke syntes, at de har gjort det godt nok for os lægesekretærer. Men jeg har besluttet at give dem chancen, at gøre mit ved aktiv deltagelse, og hvis måden er at blive tillidsrepræsentant – ja, så må det vel prøves (på et tidspunkt, måske). Så kunne jeg jo forsøge at vende den lettere uvenlige stemning over for tillidsrepr. ved at være synlig og oplyse om, hvad der rører sig.

Nå, det er sent, og jeg vil gå i seng – og ikke tænke mere på tillids-post og HK mere i dag….