Pigerne og jeg har holdt vinterferie sammen siden fra og med onsdag. Lines vinterferie startede dog allerede tirsdag middag med, at hun blev hentet i fritteren af sin tante Stine, kusine Laura og fætter Casper – hun skulle med Laura hjem og lege. TAK til Stine for det!

Onsdag kørte pigerne og jeg til Aqua i Silkeborg. Vi mødtes der med Bedstemor, og vi havde en rigtig hyggelig dag. Line og Marie prøvede bl.a. at fodre odderne; Line med levende fisk, Marie med døde. Bedstemor gav frokost på caféen, hvorefter Marie skulle have en tør ble, og toilettet var åbenbart så fint, at Marie fik lyst til at komme op at sidde på det – og så kom hun lige af med en pølle, mens hun sad der. FLOT, Marie!! Hun er ikke til at overtale til at prøve det samme herhjemme, desværre, men det kommer nok.

Torsdag var vejret superflot, og vi tog en tur på legepladsen sammen med Morfar. Vi havde brød med til ænderne, og det er jo altid en succes at fodre ænder!! Efter ca. 1,5 times udeleg kørte vi hjem og spiste frokost – og Morfar kunne ikke sige nej til pandestegte pølser, så han spiste med. Torsdag aften stod på hygge for Jan og pigerne, som så Ice Age sammen. Utroligt, at pigerne kunne holde sig vågne… De plejer at falde i søvn kl. 20.00, senest – især Marie – men det var åbenbart lige så hyggeligt at se film sammen med farmand. Mormand sad ved computeren, fordi jeg havde lovet af hjælpe en kollegas datter med en jobansøgning (som skulle afleveres næste morgen, så hun var jo i god tid!).

Fredag havde vi arrangeret besøg af en legekammerat fra fritteren til Line. Camilla kom kl. ca. 10.00, og vejret var så godt, at vi gik ud i haven. Vores kanin fik sin sele på og fik en løbetur i solen – det nød den i fulde drag! Pigerne også!! Camilla bor på vejen lige ved siden af vores og på et tidspunkt havde Line lyst til at komme hjem til Camilla, så vi gik en tur derop. Marie blev også inviteret ind at lege med Camillas lillesøster, så jeg fik mig pludselig noget tid til mig selv. Rart, for vores støvsuger var stået af samme formiddag, så jeg blev nødt til at skaffe en ny. Det blev til en (dyr!) indkøbstur efterfulgt af en tur ud til Flügger, hvor jeg skulle hente den tæpperenser, som jeg havde reserveret. Fredag aften så vi – traditionen tro – Disney Sjov, spiste popcorn og slikgummi og drak cola med sugerør.

Lørdag formiddag (i dag) kørte jeg pigerne hjem til deres farmor, hvor de skal hygge sig til søndag. Farmor og pigerne kørte ind til byen sammen, og jeg kørte hjem til Jan og tæpperensningen. Det tog slet ikke så lang tid at rense gulvet, som jeg havde forventet – og det er blevet pænt! Jan havde behandlet de værste rødvins-, cola- og andre udefinérbare pletter med et rengøringsprodukt, som hedder Maxi3 (fra SuperBest), forud for rensning med maskinen, og det må siges at være effektivt. Vi har til aften spist lasagne, som vi faktisk kun får, når pigerne ikke er hjemme, for det bryder de sig ikke om. Vi har bestilt billetter til filmen “Charlie Wilsons War” med bl.a. Tom Hanks, og vi skal afsted om ca. 15 min. I morgen skal møblerne på plads og pigerne hentes. Det har været en god ferie!